Skiftet til SF6-frit koblingsudstyr i Europa er et vigtigt skridt mod øget miljøansvar i branchen, og asset managers spiller en central rolle i den omstilling.
Mens verden kæmper med at reducere udledningen af drivhusgasser, står elbranchen over for en central ændring i fremstillingen af koblingsudstyr. Her har den ekstremt potente drivhusgas, SF6, (Svovlhexafluorid-gas) indtil nu været en fast del af mange anlæg i den danske energisektor. Blot 1 kg SF6 svarer til udledningen af 25.200 kg CO2, og effekten holder i tusinder af år ude i atmosfæren.
Den seneste udvikling i EU-lovgivningen på SF6-området betyder, at asset managers i den danske elsektor får en del at tænke over i 2024 i forhold til, hvordan og hvornår de skal ændre brugen af SF6-holdigt koblingsudstyr.
Vi stiller skarpt på den seneste udvikling i lovgivningen om SF6 samt på de hovedelementer og overvejelser, asset managers bør holde sig for øje, når de skal navigere i den gradvise udfasning af SF6-holdigt koblingsudstyr.
Den nye F-gas forordning kort fortalt
EU har gennem en årrække arbejdet på at reducere klimapåvirkningen fra alle typer fluorholdige gasser (F-gasser) - herunder brugen af SF6 i elektrisk koblingsudstyr – ved at revidere og stramme de eksisterende lovgivningsmæssige rammer på området. Den 29. januar 2024 gav EU-rådet endelig grønt lys for de nye bestemmelser om at nedtrappe F-gasser og begrænse bidraget til den globale opvarmning i overensstemmelse med Paris-aftalen.
De nye regler forbyder brugen af nyt koblingsudstyr til mellemspænding, der er afhængig af SF6 til og med 24kV. Der er tale om en gradvis udfasning, som træder i kraft i 2026. Hen over de kommende måneder vil vi blive klogere på, hvordan ændringerne i loven skal implementeres i de enkelte EU-medlemslande, men forsyningsselskaber og netværksoperatører bør allerede nu overveje, hvilke konsekvenser de nye regler får for driften.
Forstå de nye regler
De nye EU-bestemmelser er bindende i alle medlemslandene og bliver inden for kort tid offentliggjort i EU-Tidende. Herfra er det op til de enkelte medlemslande at implementere bestemmelserne på nationalt plan. Det betyder i praksis, at elbranchen har godt to år til at gøre sig klar til at kunne overholde forordningen. Herefter vil brugen af alt nyt SF6-holdigt koblingsudstyr til og med 24 kV blive forbudt ved lov. Næste skridt i udfasningen er lignende forbud mod SF6-koblingsudstyr med højere spændingsværdier.
Med den nye F-gasforordning formelt vedtaget, giver det derfor god mening, at asset managers begynder at gå det eksisterende SF6-koblingsudstyr igennem for at danne sig et overblik over, hvor der med fordel kan udskiftes til SF6-frie alternativer allerede nu. Det samme gælder for kontrakter og udbud om levering af nyt koblingsudstyr, der strækker sig ud over januar 2026.
Køreplan
Når asset managers har vurderet omfanget og tilstanden af det nuværende SF6-koblingsudstyr samt identificeret hvilke enheder, der bør udskiftes, er næste skridt at undersøge de tilgængelige SF6-frie alternativer til markedet, og hvordan de bedst løser anlæggets behov i forhold til tekniske specifikationer, omkostninger og øvrige fordele som fx automatisering og fjernstyring. Når asset managers har skabt sig det fulde overblik over både indledende anlægsudgifter (CAPEX), driftsudgifter (OPEX) og samlede ejeromkostninger (TCO), står de med et langt bedre fundament for den videre omstillingsstrategi.
Næste del af processen er at udvikle og implementere en overgangsplan, der i første omgang prioriterer udskiftning af utætte enheder og udstyr, der nærmer sig slutningen af deres levetid. Herefter bør asset managers sørge for, at SF6-frit udstyr er indtænkt som krav i alle fremtidige kontrakter og udbud. Det langsigtede mål bør nemlig ikke kun være at overholde de nye bestemmelser, men også at realisere en strategi, der sikrer forretningsmæssige fordele i overgangen til SF6-frit koblingsudstyr.
Sidst, men ikke mindst, er bortskaffelse af SF6-baseret koblingsudstyr ved endt livscyklus en overvejelse, som asset managers også bør indtænke på nuværende tidspunkt. Korrekt håndtering er nemlig med til yderligere at minimere de skadelige miljøpåvirkninger ved SF6-gas.
De miljømæssige overvejelser
Skiftet til SF6-frie løsninger sikrer ikke kun, at virksomheder i den danske elsektor overholder de lovgivningsmæssige forpligtelser i Europa, men også at de yder et væsentligt bidrag til miljømæssige bæredygtighedsmål ved at reducere udledningen af drivhusgasser markant.
Eliminering af SF6 er især vigtig i elektrisk infrastruktur, der understøtter vedvarende teknologier, fx solcelleanlæg og vindmølleparker, da vedvarende energis primære rolle er at nedbringe alle typer udledning. Asset managers i denne del af sektoren bør derfor være særligt opmærksomme på det koblingsudstyr, de vælger fra nu af.
Udover at understøtte målene i EU’s grønne pagt og Paris-aftalen hjælper skiftet også elsektoren med at spille en endnu vigtigere rolle i den cirkulære økonomi. Samtidig er engagementet i bæredygtighed og innovation aktiviteter, der kan fremhæves og rapporteres i forhold til virksomheders sociale ansvar (CSR).
Den videre rejse
I et marked, hvor stabilitet er altafgørende, er den dokumenterede historik med kompakte SF6-fri løsninger som fx Eatons Xiria-serie af koblingsudstyr til mellemspænding vigtig. Både produktionskapaciteten og leverandørernes evne til at levere de nødvendige produkter er helt centrale faktorer i en problemfri overgang.
Implementeringen af en langsigtet strategi for indfasning af SF6-frit koblingsudstyr er ikke kun en lovgivningsmæssig nødvendighed. Det er også en mulighed for, at hele energisektoren i både Danmark og Europa får indarbejdet innovation af koblingsudstyr i deres forretning. Til gavn for både forretningen – og selvfølgelig helt afgørende – reduktion af driftens miljøpåvirkning i mange generationer frem.